Pressehåndtering

”Direktør Ulla Agerskov har ikke plantet oplysninger i pressen”.
skriver vicekommunaldirektør Birger Kjer Hansen til mig den 20.6.2014

Lyngby-Taarbæk Kommunes pressehåndtering.

Denne sag kom i lokalavisen første gang, da pædagog (XX) blev anholdt i august 2013. Af hensyn til børnene på den skole, hvor XX arbejdede, valgte forvaltningen at oplyse pressen mindst muligt.

Den 11. februar 2014, da den endelige beslutning om opsigelsen af SFO-ledelsen er truffet af Kommunen, skriver direktør Ulla Agerskov (UA) til samtlige forældre og ansatte på skolen via Forældre- og PersonaleIntra. Af mailen fremgår, at UA vil henvende sig til Lokalavisen. UA oplyser bl.a.:

  • På baggrund af den gennemførte interne undersøgelse er det besluttet, at der skal etableres ny ledelse for SFOen.
  • Den ledelsesmæssige håndtering af sagen omkring pædagogen er grundig undersøgt.
  • Undersøgelsen er gennemgået og vurderet hos et eksternt advokatfirma, som understøtter forvaltningen konklusioner.
  • Sagen er også løbende blevet behandlet af Kommunens Økonomiudvalg.
  • Vi vil orientere Lokalavisen Det grønne Område om sagens afslutning, da avisen tidligere har skrevet om sagen.

Men: avisen har tidligere KUN skrevet om anholdelsen af pædagogen – der er intet skrevet i pressen om SFO-ledelsen. Den 13.2.2014 er der en artikel i Lokalavisen Det Grønne Område (DGO) med følgende overskrift: ”Pædofilisag koster SFO-ledelse jobbet”.  I artiklen skriver journalisten, at Lyngby-Taarbæk Kommune efter en længere undersøgelse har besluttet at fyre ledelsen af SFOen. At sagen er grundigt undersøgt. At undersøgelsen er gennemgået og vurderet hos et eksternt advokatfirma, som understøtter forvaltningens konklusioner. Til sidst nævnes også, at sagen er løbende behandlet af kommunens økonomiudvalg.

Journalist Theis Otzen fra DGO, der har skrevet artiklen i avisen, oplyser, at han ikke selv opsøgte kommunen – det var kommunen, der inviterede ham til at komme ned på forvaltningen til en orientering om SFO-ledelsen.
Men: Kommunen nægter efterfølgende skriftligt overfor mig, at man har henvendt sig til Lokalavisen DGO. I vicekommunaldirektør Birger Kjær Hansens (BKH) brev af 20.6.2014, side 2, afsnit 3 svarer han på min henvendelse vedr. injurierende pressehåndtering: ”I forhold til anbringende om kritisabel og injurierende pressehåndtering kan jeg oplyse, at Ulla Agerskov kun én gang undervejs i forløbet var direkte i kontakt med pressen – nemlig da Ekstra Bladet kontaktede Ulla Agerskov og bad om en udtalelse på en række spørgsmål, der vedlægges som bilag sammen med avisartiklen. Ulla Agerskov har således ikke flere gange talt med eller plantet oplysninger i pressen” (se under menu Klager).

Artiklen i Ekstra Bladet, som BKH refererer til, kom godt en måned efter artiklen i DGO.
Ekstra Bladet bringer her et interview med direktør UA, som refererer fra den interne undersøgelse foretaget af HR-chefen. Artiklen er skrevet af Stine Eskildsen den 20.3.2014. I artiklen står: ”Derefter løfter hun sløret for, at der allerede i 2005 og igen 2012 kom henvendelser vedrørende den nu tiltalte pædagog. Det var forældre, som har været bekymrede i forhold til den pågældende pædagog. Der har været en generel bekymring om, at den pågældende pædagog, at han var for tæt med børnene”. Senere i artiklen: ”Der blev taget en samtale med den pågældende medarbejder, og forventningerne til hans adfærd blev afstemt,” tilføjede UA. ”På baggrund af sagen har vi lavet en grundig intern undersøgelse, og konklusionen blev, at det var bedst, at der kom en ny SFOledelse”, siger UA videre.
Her må jeg rejse spørgsmålet: Overholder Ulla Agerskov sin tavshedspligt i disse udtalelser til Ekstra Bladet?
Desuden: Oplysninger, som UA her bringer i pressen, stemmer ifgl. den interne undersøgelse/HR-chefens rapport ikke overens med, hvad der skete i 2005 og 2012.

FAKTA 2005: Der var ikke tale om ”en generel bekymring”. XX kom privat i et hjem til en af eleverne fra skolen. Denne elev søgte ofte XX i skolen. Det nævnes i skolen, at barnet bør opfordres til at være mere sammen med sine kammerater og bruge mindre tid med XX. Der var her tale om en såkaldt normal problemstilling, som fra tid til anden optræder i institutioner. Børn kan af mange forskellige grunde i perioder være for meget knyttet til en bestemt voksen, og det problem vil man så arbejde pædagogisk med, hvilket også skete her.  Lærernes udsagn i 2005 drejede sig ikke om en bekymring om overgreb fra XXs side.

FAKTA 2012: Henvendelsen gik på, at et barn ikke skulle ”lære” i institutionen, at man gerne må slå. Episoden foregik i SFOens køkkenalrum (gennemgangsrum med glasdøre for 110 børn, deres forældre og 10 ansatte, 88 m2 stort). Her er tale om en uhensigtsmæssig adfærd/opførsel hos XX, der ledelsesmæssigt skal handles på, hvilket skete umiddelbart efter hændelsen.

Det er injurierende overfor SFO-ledelsen, at UA udtaler sig til pressen om bekymrende henvendelser fra forældre og lader forstå, at deres henvendelse har drejet sig om mistanke om overgreb. Det har på ingen måde været tilfældet. Der har ingen forældrehenvendelser været med mistanke om overgreb inden XX blev anholdt.

BKH om kontakten med pressen:

Den 26. februar 2015 nægter vicekommunaldirektør BKH, ligesom også i brev af 20.6.2014, at ansatte i forvaltningen har talt med andre aviser end Ekstra Bladet.
Men: Det er ikke rigtigt! Derfor skriver jeg igen den 11. marts 2015 til Borgmestersekretariatet og jeg medsender en kopi af UAs brev, som hun sendte ud via Forældre- og PersonaleIntra på skolen den 11.2.2014. Heri oplyste UA, at kommunen vil orientere Lokalavisen (se ovenfor).

To måneder senere, den 12. maj 2015, sender Kommunen sit svar: Nu erkender BKH pludselig, at der har været kontakt med Lokalavisen DGO i februar 2014. Han begrunder kontakten med, at pressen havde interesseret sig for SFOledelsens ”ophør”.
Men: Det kan ikke være rigtigt. Avisen havde hidtil kun skrevet om anholdelsen af XX. Avisen har ikke på noget tidspunkt, skrevet om SFO-ledelsen endsige dennes afskedigelse, før direktør UA plantede oplysningerne herom i pressen!

BKH skriver desuden om Ekstra Bladet i brev af 12. maj 2015: Ekstra Bladet havde allerede i forvejen, altså inden Ulla Agerskovs orientering herom, oplysninger i sagen.

BKH skrev desuden til mig i sit brev af 20.6.2014, at Ekstra Bladets spørgsmål til UA var vedlagt hans brev som bilag til brevet sammen med avisartiklen. Disse bilag var dog ikke vedlagt, hvorfor jeg har rykket uden held flere gange. Min advokat overtog derfor også det spørgsmål til kommunen og rykkede for bilagene i sit brev den 28. oktober 2015.

Den 1. december 2015 kom der en mail til min advokat fra vicekommunaldirektør BKH med en kopi af mailen/Ekstra Bladets spørgsmål ved Stine Eskildsen, som også var forfatter til artiklen i avisen 20.3.2014. Det tog knap 1½ år, at få spørgsmålene udleveret fra LTK. (Se mailen fra Ekstra Bladet i sin fulde længde under menu Pressehåndtering).

Af mailen fremgår det klart, at LTKs kommunikationsstrateg Jakob Holm Hansen har drøftet sagen i detaljer med Stine Eskildsen i telefonen tidligere på dagen. Hun har fået oplysninger fra den interne rapport, som senere bringes i Ekstra Bladet. Der spørges til i mailen fra Stine Eskildsen:
1. Hvad ligger til grund for fyringen?
2. Hvornår er de konkrete indberetninger om ”pædagog XX” (min ændring) kommet fra forældrene?
3. Har skolen foretaget sig noget i den forbindelse?
I artiklen bliver der bragt udtalelser fra direktør UA: ”at der allerede i 2005 og 2012 kom bekymrende henvendelser vedr. den nu tiltalte pædagog”. Og til spørgsmål 3 kan der i artiklen læses: ”Der blev taget en samtale med den pågældende medarbejder”.

BKH skriver til mig den 12. maj 2015, at Ekstra Bladet havde allerede oplysninger i sagen inden UA talte med journalisten, hun skulle blot bekræfte deres oplysninger – altså har kommunen overholdt sin tavshedspligt – BKH ”glemte” bare at oplyse, at det var deres kommunikationsstrateg Jakob Holm Knudsen, der havde givet oplysningerne til Ekstra Bladet, hvilket tydeligt fremgår af den fremsendte mail fra Stine Eksildsen.
Vedr. spørgsmål 1 kunne der den 14. april 2014 i Det grønne område læses: Lederen og souschefen blev også fyret i den pågældende SFO, da Lyngby-Taarbæk Kommune efter en intern undersøgelse vurderede, at der havde været advarselssignaler mod den tiltalte pædagog, som ledelsen har overset.

BKH afslutter sit brev med, at kommunen derfor har overholdt sin tavshedspligt, og at kommunen ikke har mulighed for at styre/kontrollere, hvordan pressen måtte udlægge tingene.
Men: Det er sandt, at kommunen ikke kan bestemme over pressen – men det er også sandt, at kommunen godt kan bestemme, om den vil lække oplysninger fra en intern rapport til journalisterne, således som det skete her. Når BKH således i brev af 26. februar 2015 skriver til mig:

”Jeg har ikke – og vil næppe heller kunne få – kendskab til, hvad de nævnte aviser måtte have af kilder”.

-så er det en sandhed med modifikationer. Man kan nemlig godt have ”kendskab til avisens kilde”, hvis man selv er kilden og ydermere har lækket fra en intern rapport.

Her kan konkluderes, at kommunen ikke overholder sin tavshedspligt og de placerer usande og usaglige oplysninger vedr. SFO-ledelsen i pressen.

Direktør Ulla Agerskov om den interne rapport og advokatfirmaet:

Både UA og Jacob Holm Hansen, kommunikationsstrateg i Kommunen, oplyser til pressen, at beslutningen om SFO-ledelsens afskedigelse er understøttet af et eksternt advokatfirma. Jacob Holm Hansen skriver bl.a. til pressen d.7.2.14:

”Undersøgelsen er gennemgået og vurderet hos et eksternt advokatfirma, som understøtter forvaltningens konklusioner.”

De to fortæller, at advokatfirmaet har kvalitetssikret og godkendt HR-chefens rapport og dens konklusion. Men dette er ikke korrekt:

  1. Min fagforening bad om aktindsigt i svaret fra advokatfirmaet Norbom Vinding. Det fremgår af akterne, at kommunen har slettet nogle afsnit midt i brevet. Af akterne fremgår, at den eksterne advokat kun har modtaget selve indholdet af rapporten – advokaten kender således ikke HR-chefens konklusioner og beslutningen om min afskedigelse, som han derfor heller ikke kan siges at understøtte.
  1. Det eksterne advokatfirma har i sin konklusion godkendt rapporten som ”… dækkende og tilstrækkelig til, at der kan træffes beslutning om mulige reaktioner – alt under forudsætning af, at partshøringsprocessen ikke tilvejebringer nye oplysninger, som ændrer på det billede, der tegnes i den interne undersøgelse” – Denne pointe sad kommunen overhørig. Således har den netop ikke inddraget de nye og afgørende oplysninger, der kom.
    Link til Norbom Vinding notat om Kommunens rapport

Desuden kan følgende læses i DGO den 13.2.2014 i artiklen af Theis Otzen: ”Lyngby-Taarbæk Kommune oplyser samtidig, at den har haft et advokatfirma til at bistå ved undersøgelsen”.
Men dette er ikke korrekt. Forvaltningen har undersøgt sig selv: Selve undersøgelsen er foretaget af direktør UA og HR-chef ZK, og rapporten er skrevet af HR-chef ZK. Derefter får det eksterne advokatfirma tilsendt den færdige rapport, som på det tidspunkt stadig er uden konklusion. Advokatfirmaet har altså ikke bistået ved undersøgelsen – og det er således ikke korrekt, hvad Lyngby-Taarbæk Kommune har oplyst overfor DGO.

Direktør Ulla Agerskov, pressen og bekymringsbrevet:

Med UAs udtalelser og Jacob Holm Hansens mail til pressen placeres et uberettiget ansvar hos SFO-ledelsen, mens forvaltningens eget faktiske ansvar lades uomtalt: UA og forvaltningen fortier nemlig i samtalen med Ekstra Bladet og Det Grønne Område, at forvaltningen allerede i juni 2006 modtog et bekymringsbrev vedr. XX fra organisationen Børns Voksenvenner (se menu, Bekymringsbrev). Det brev er blevet væk i forvaltningen.
Det må konstateres, at kommunen kun har henvendt sig til pressen, når de forsøger at placere et ansvar andre steder. UA havde intet ønske om at udtale sig om forvaltningens fejl, da lokalavisen henvendte sig:

Direktør Ulla Agerskov henholder sig til sin tavshedspligt og vil derfor ikke kommentere på det konkrete bekymringsbrev – og vil ikke udtale sig yderligere,
skriver Lokalavisen i deres avis den 24.-25. juni 2014.

TV2 Lorry interviewede derefter direktør Ulla Agerskov
til deres nyhedsudsendelse om aftenen.
Også her henholdt UA sig til sin tavshedspligt.

Link til TV2 Lorry ligger under menu Pressehåndtering.

Kommunen havde intet ønske om, at pressen skulle orienteres om bekymringsbrevet fra Organisationen Børns Voksenvenner. At Kommunen er sig bevidst om ikke selv at have oplyst pressen om bekymringsbrevet bekræftes af en opringning fra HR-chef Zita Korsholm (ZK) til BUPLs juridiske konsulent. ZK ville gerne høre, om BUPL kendte noget til, at bekymringsbrevet var udleveret til pressen. ZK fortalte, at kommunen var blevet kimet ned af journalister, som spurgte ind til bekymringsbrevet. Det kunne ZK ikke forstå, da kommunen jo netop ikke havde fortalt om brevets eksistens. Her kunne BUPLs juridiske konsulent svare, at dét kendte hun ikke noget til.

Stillet overfor vicekommunaldirektør Birger Kjer Hansens mange skiftende og modstridende forklaringer samt Kommunens ringe pressehåndtering beder jeg min advokat Trine Irmang Østengaard om at overtage sagen (se menu Advokat).