”Jeg burde have inviteret til et møde over en kop kaffe og drøftet forholdene – men jeg havde jo en politisk dagsorden, jeg skulle overholde”.
Siger HR-chef Zita Korsholm på mødet i KL.
Mødet i Kommunernes Landsforening (KL) vedr. min afskedigelse
Når faglige organisationer og HR-afdelinger ikke kan blive enige om afskedigelser, kan de faglige organisationer lade sagen prøve i afskedsnævnet i Kommunernes Landsforening (Kl). Da min fagforening (BUPL) og HR-chefen i Lyngby-Taarbæk Kommune ikke kunne blive enige, sagde jeg ja til at lade min sag prøve i KLs afskedsnævn. Jeg blev oplyst om, at KL kunne indkalde til et forligsmøde inden sagen kom i afskedsnævnet – hvilket da også skete:
KL indkaldte til et forligsmøde. Det blev afholdt den 25. april 2014. HR-chef Zita Korsholm (ZK) deltog for Lyngby-Taarbæk Kommune. Desuden deltog tre repræsentanter fra BUPL: En advokat, en juridisk rådgiver samt en personalekonsulent, og endelig deltog jeg selv.
Mødet indledtes med KLs repræsentants ønske om, at der ikke blev brugt tid på sagens detaljer – i stedet skulle vilkårene for et forlig drøftes.
Jeg fik taletid på mødet og fremhævede flere punkter, herunder (i forkortet udgave):
- – at rapportens konklusion er fyldt med fejl.
- – at mit høringssvar til kommunens påtænkte opsigelse (hvori jeg dokumenterede kommunens mange fejl) ingen betydning fik i den efterfølgende forhandling.
- – at jeg fandt det uhørt og ikke i tråd med Lyngby-Taarbæk Kommunens Personalepolitik, at HR-afdelingen fremsender en påtænkt opsigelse med posten uden forvarsel. Almindelig procedure er, at de forhold, der måtte være af bekymring, drøftes på et indledende møde mellem parterne, dette er ikke sket.
Mit indlæg fik bagefter HR-chef ZK til at undskylde: ZK kunne godt se, at hun burde have ”inviteret til et møde over en kop kaffe og drøftet forholdene”. Bagefter sagde HR-chef ZK forklarende til KLs repræsentant: ”Men jeg havde jo en politisk dagsorden, jeg skulle overholde.” Her må man altså forstå, at kommunens politiske dagsorden strider mod kommunens personalepolitik – eller hvordan skal det forstås? Under alle omstændigheder er den undskyldning intet værd, når den ikke efterfølges af handling.
Senere på mødet i KL viste det sig, at KLs repræsentant tilsyneladende var oplyst om, at jeg i 2006 havde modtaget et bekymringsbrev (se under menuen Bekymringsbrev) fra organisationen Børns Voksenvenner vedr. den nu dømte pædagog XX. BUPLs juridiske rådgiver oplyste KLs repræsentant om, at bekymringsbrevet var stilet til Lyngby-Taarbæk Kommune, som modtog det. Det var altså ikke mig, der modtog brevet. Brevet og hele sagen er siden blevet væk i forvaltningen. Bekymringsbrevet kom kun frem, fordi jeg havde en kopi, som jeg kunne omtale for politiet; selv oplyste forvaltningen intet. At det var forvaltningen i Kommunen, der modtog bekymringsbrevet, fremgår også af den rapport HR-chef ZK har udarbejdet på baggrund af telefoninterview med en tidligere forvaltningssouschef i Lyngby-Taarbæk Kommune. Kommunen erkendte dog først offentligt, at de havde fået et bekymringsbrev fra Børns Voksenvenner, efter at lokalavisen Det Grønne Område skrev herom.
Som et resultat af disse for KLs repræsentant nye oplysninger trak hun og HR-chefen sig tilbage til et andet lokale. Da de returnerede til det officielle mødelokale, orienterede KLs repræsentant os om, at de ønskede, at der blev indgået et forlig, og at der nu telefonisk var givet tilsagn fra Lyngby-Taarbæk Kommune om 5 måneders ekstra løn oveni de måneder, som jeg allerede havde fået.
Konfronteret med at kommunen uanset hvad fastholdt min afskedigelse, ønskede BUPL at sikre mig de bedst mulige økonomiske aftrædelsesvilkår. Derfor anbefalede de et ´ja´ til forliget, hvilket jeg accepterede. Det har jeg fortrudt i dag, for forliget har betydet, at Ombudsmanden (se under menu Ombudsmanden) ikke kan undersøge min sag.
Afslutningsvis vil jeg ikke undlade at nævne de sidste ord fra advokaten på mødet i KL:
”Der er ikke grundlag for nogle ansættelsesretslige tiltag i denne sag vedr.
Annikki Vest, ikke engang én påtale for bare ét forhold”.
Hvis jeg i dag skal efterrationalisere dette forløb, må jeg altså desværre sige, at jeg ville have gjort alt for, at dette forlig ikke var blevet indgået i KL, og at sagen var blevet sendt videre til KLs afskedsnævn. Det ville have resulteret i, at parterne i sagen skulle forklare sig overfor 5 dommere, som efterfølgende ville have afsagt dom i sagen. Det havde jeg fortrukket. Jeg ville absolut have set frem til at høre kommunens repræsentanters forklaring overfor dommerne i afskedsnævnet. Efterfølgende ville jeg have haft mulighed for også at afgive forklaring. Og endnu vigtigere: På baggrund af en domsafsigelse i sagen ville jeg kunne gå i pressen og dermed få renset mit navn offentligt.
”Annikki Vest kommenterede det for mig oplyste ikke på mødet i KL (min kommentar: at jeg udtalte at der burde være indkaldt til møde vedr. påtænkt opsigelse). Ligesom at HR-chef ZK ikke kan genkende, at hun på mødet skulle have henvist til, at hun havde en politisk dagsorden at overholde.
Skriver vicekommunaldirektør Birger Kjer Hansen videre i brev af 20. juni 2014. Altså kan man her forstå, at HR-chef ZK nu ikke længere kan huske egne og mine udtalelser i KL korrekt, dette blot 8 uger efter forligsmødet i KL.